Tortilla pizza

IMG_2504Har i nogensinde prøvet at bruge tortillas som pizzabund? Det er et super let, billigt og sundt alternativ. Du kan få 6 bunde til omkring 10 kr. Det her er ikke som sådan en opskrift, men nærmere bare en íde, som man selv kan bygge videre på. Planen var egentlig at vi her til aften skulle have haft ganske almindelig tortillas med fyld, men fik lige pludselig lyst til at lave det til en pizza istedet. Toppingen blev tomatsauce, hjemmelavet pulled chicken med grøntsager, majs, ost, salat og creme fraiche dressing. Super lækkert og mættende. Det er nok den mest kalorielette pizza jeg nogensinde har fået, så er der også plads til fredagsslik lidt senere.

De blev bagt ved 200 grader varmluft, indtil kantet var sprød og osten var gylden.

Lækre tun frikadeller

IMG_2499Har du nogensinde prøvet at lave fiskefrikadeller af tun? Ellers er det vist ved at være tid til at få det prøvet. De er super lækre, og smager faktisk ikke særlig meget af tun, men mest bare af almindelige fiskedeller. Det er selvfølgelig afhængig af munden der smager. Frem for at gå til fiskehandleren for at købe fiskefars, så er det her altså et billigt alternativ – og dermed en god måde at spare penge på, da fisk jo er forholdsvis dyrt.

Du skal bruge (til 11-12 stk):

  • 2 dåser tun
  • 2 æg
  • 1 håndfuld persille
  • 1 fed hvidløg
  • 1 løg
  • 1 tsk salt
  • 1 knsp peber
  • ½-1 dl mel

Start med at hak persille, løg og hvidløg meget fint. Hæld væden fra tunen, og findel tunen med en gaffel. Rør det hele godt sammen i en skål. “Farsen” er ret våd, så der skal faktisk en del mel til. Men prøv dig frem, og put lidt i af gangen. Det bliver ikke fast som en frikadellefars, så lad vær med at putte alt for meget mel i, fordi du tror det skal være sådan. Farsen forbliver ret blød.

Steg frikadellerne ved middelhøjvarme i 12-14 minutter (indtil de er sprøde og gyldne).

Chokoladegranola med chiafrø og vanilje

IMG_2484Førhen var jeg stor tilhænger af en lækker købt chokolademüsli, især sådan en med 3 forskellige slags chokolade i, MUMS. Men jeg syntes efterhånden ikke at det var alt det sukker værd, som næsten alle müslier er tilsat, så derfor laver jeg altid min egen müsli/granola, hvor jeg ved hvad der er tilsat. Og de er altid uden tilsat sukker – kun honning. For det meste er det også uden form for fedtstof – nogle gange rister jeg det dog i kokosolie. Denne gang blev granolaen ristet i honning og peanutputter, og til sidst tilsat hakket mørk 80 % chokolade. Efter jeg havde bedt Lasse om at smage den, var hans kommentar “den smager godt nok sund”. Jeg synes tværtimod at den er MEGA lækker. Vurdér selv :-). Den minder lidt om den anden opskrift jeg har på granola, i den anden opskrift er der bare ikke chokolade, peanutbutter og chiafrø i.

Du skal bruge (stor portion):

  • 100 g grofthakkede mandler (eller andre nødder)
  • 3 dl havregryn
  • 1 dl græskarkerner
  • ½ dl chiafrø
  • ½ dl hørfrø
  • 1 vaniljestang
  • 3 spsk honning
  • 2 spsk peanutbutter
  • 60 g god mørk chokolade

Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Gem stangen. Bland vanilje, nødder og resten af de tørre ingredienser (ikke chokolade). Smelt peanutbutter og honning på en pande. Når det er smeltet, tilsætter du alle de tørre ingredienser på panden inklusiv den tomme vaniljestang (den er med til at give smag). Det skal nu ristes ved middel varme, inden den er lækker gylden. Det tager ca. 10 minutter. Sørg for at vende stille og roligt rundt i det hele tiden.

Spred granolaen ud på et stykke bagepapir, og lad det afkøle. Når det er afkølet helt, hakker du chokoladen og vender det i granolaen. Opbevar det i en tætsluttet boks/bøtte. Det kan holde sig i ca. 2 uger

 

 

De BEDSTE syltede agurker (efter min smag)

IMG_2482Jeg har efterhånden prøvet at lave mange forskellige varianter af hjemmesyltede agurker – og jeg har skulle afprøve mange forskellige ting inden jeg fandt OPKRIFTEN. Det er ikke fordi nogen af måderne skiller sig meget ud fra de andre – for mig har det bare handlet om at finde den perfekte balance mellem det sure og søde – og det har altså været svært. Jeg kan godt lide dem ret søde. Så hvis du ikke er til det, så er opskriften ikke noget for dig :-). Opskriften er så simpel som den overhovedet kan være. Tænk at det har været så svært at finde frem til den.

Du skal bruge:

  • 1 agurk
  • 3 dl eddike
  • 300 g sukker
  • ½ – 1 tsk salt. (smag dig lidt frem)

Eddike, sukker og salt røres sammen indtil sukkeret er opløst. Det tager lidt tid. Agurkerne skæres på mandolinjern eller meget fint med kniv, og put dem ned i eddiken. Lad det trække mindst et par timer. Agurkerne ser pænest ud hvis de spises samme dag, da de endnu ikke har mistet den grønne farve 🙂

Sund banankage

IMG_2419Tro det eller ej, kager kan faktisk godt være sunde og stadig smage mega lækkert. I den her kage er der hverken sukker eller hvedemel, kun sunde ingredienser. Okay, der er mørk chokolade i, så den er ikke helt sukkerfri. Men det kan jo bare udelades – men heldigvis er mørk chokolade godt for vores helbred. Kagen blev i aften serveret med chokolade is til, hvilket jo selvfølgelig ikke var så sundt, men hold fast en lækker kombination!!! Kagen er super nem, og kræver kun få ingredienser. Lav den enten dagen før den skal spises, eller sørg blot for at den kan nå at køle HELT af i køleskabet. Så er den bedst.

Du skal bruge:

  • 400 g godt modne bananer (ca. 3 store)
  • 150 g dadler
  • 5 æg
  • 2 store spsk kokosolie
  • 0,5 tsk salt
  • 125 g mandler
  • 50 g valnødder
  • 100 g mørk chokolade (50 g til at blande i dejen, og 50 g til “glasur”)

Mandlerne køres så fint som muligt i en foodprocessor/minihakker. Valnødderne og 50 g chokolade hakkes groft. Fjern stenen fra dadlerne. Blend bananer, dadler, æg, kokosolie og salt med stavblender. Rør mandler, valnødder og chokolade i.

Hæld dejene i en lille beklædt form (20×20),og bag 75 minutter ved 170 grader. Når den tages ud fordeles de sidste 50 g chokolade oven på den varme kage, og kan smøres ud efter et øjeblik.

Lækre langtidsbagte tomater – smagen af sommer

IMG_2404Alle ved at tomater ikke smager af særlig meget om vinteren. Men ved at give dem et par timer i ovnen kan man altså fremtrylle en helt fantastisk smag i dem – selv de tomater der smager af absolut intet. Jeg har ikke prøvet med store tomater, kun små almindelig cherrytomater eller min favorit, san marzano tomater. Hvis min vælger at bruge større tomater skal de nok have noget længere tid i ovnen. De små bagte tomater kan bruges til alverdens ting; som snack, i salater, i bagværk eller topping til eks. risotto eller pastaretter. Sidst jeg lavede dem blev de en del af en lækker og ret simpel salat bestående af frisk spinat, frisk mozzarella, bagte tomater og en basilikum olie.

Du skal bruge:

  • En bakke tomater
  • Olie (jeg bruger koldpresset raps)
  • Krydderier efter smag (hvidløg, oregano, timian, rosmarin, chili)
  • 2 tsk. sukker
  • salt og peber

IMG_2407

Skær tomaterne i halve og fordel dem i et lille ildfast fad. Dryp olie henover tomaterne og krydr dem med hvad du har lyst til. Drys lidt salt henover og drys til sidst sukkeret henover. Sukkeret er med til at give dem en lidt karameliseret overflade. Sidste gang jeg lavede tomaterne, kørte jeg olie sammen med et fed hvidløg og frisk basilikum i IMG_2410minihakkeren. Så havde jeg til at hælde over tomaterne og samtidig en olie til at dryppe på min salat efterfølgende.

Sæt tomaterne i ovnen ved 125 grader varmluft i et par timer. Hold øje med dem – de må ikke blive for sorte.

Hjemmelavet mayonnaise på 1 minut

IMG_2400Det her er langt fra breaking news – men det gør det ikke mindre fantastisk! Hjemmelavet mayonnaise er altså bare SÅ meget bedre end købe mayonnaise, og ikke mindst billigere hvis du skal have meget mayonnaise. Jeg stod engang og hældte olien i en MEGET tynd stråle mens jeg piskede – og det tog laaaaaang tid. Det har jeg ALDRIG gjort siden jeg fandt ud af dette trick, som jeg efterhånden har brugt mange gange siden. Som sagt er det ikke noget nyt, eller heller ikke noget jeg har fundet på, men måske der skulle sidde nogen derude som endnu ikke kender til det – derfor vil jeg gerne dele det med Jer.

 

ALT hvad du skal bruge er:

  • En stavblender
  • Et tilhørende glas
  • Et helt pasteuriseret æg (jeg brugte blot et økologisk)
  • 2 tsk citronsaft
  • 1 tsk dijonsennep
  • 1,5 – 2 dl olie
  • Lidt salt
  • Evt. hvidløg, hvis du vil lave aioli

IMG_2398

Slå først ægget ud i glasset, og hæld alle andre ingredienser ned til ægget. Sæt stavblenderen i bunden af glasset og begynd at blende. Lige så stille begynder det at blive til mayonnaise i bunden – når det gør det, kan du begynde at bevæge stavblenderen lidt op og ned. Stop når det hele er blevet til en homogen masse. Det tager ikke engang 1 minut. Smag til med salt og citron, og blend evt. lidt hvidløg eller nogle krydderurter med til sidst.

SLUT. Nu står du med en færdig lækker hjemmelavet mayonnaise 🙂

Chiamarmelade med jordbær og figner

IMG_2387Chiafrø er efterhånden blevet ret populære af flere årsager. Det er blevet en ny slags superfood – og også jeg er hoppet med på dillen. De er bl.a. fyldt med kostfibre og omega-3 fedtsyrer. Derudover vil man opnå mæthed i længere tid, eftersom de kan udvider sig ekstremt meget når de kommer i kontakt med væske. Derfor er det aldrig en god idé at spise dem tørre uden noget til, da de vil udvide sig inden de kommer ned i maven. De kan fås ret billigt flere steder, blandt andet kan man nogle gange få dem i rema til en flad 20’er. Jeg har det sidste stykke tid eksperimenteret med chiagrød som står og laver sig selv i køleskabet natten over – det har været super lækkert til morgenmad. I dag har jeg eksperimenteret med en marmelade hvor chiafrøene erstatter gelatinen og figner i stedet for sukker. Det er et ret lækkert alternativ – men smager selvfølgelig ikke af almindelig marmelade. Næste gang vil jeg prøve med hindbær eller blåbær.

Du skal bruge:

  • 200 g jordbær (jeg brugte frosne)
  • 50 g tørrede figner
  • ½ dl vand
  • 3 spsk chiafrø

Bring jordbær, figner og vand i kog i en lille gryde. Lad det småkoge i 5 minutter. Lad det køle en smule af og blend massen – rør dernæst chiafrøene i. Hæld på glas og lad det stå i køleskabet til næste dag.

Da det ikke er konserveret, kan det naturligvis ikke holde sig særlig længe.

 

Tøm køleskabet tærte

IMG_2375Tærter i alle afskygninger er altså vildt lækre, tror aldrig jeg har lavet to HELT ens tærter – jeg plejer altid at improvisere lidt, og putte fyld i alt efter hvad jeg har i mit køkken. Men én ingrediens er altid fast i mine tærter, LØG. Løg og tærte og bare to ord der passer rigtig godt ind i samme sætning, efter min smag. I dag blev tærten fyldt med skinke, løg og broccoli. Simpelt men godt. Derudover havde jeg en rest bearnaise sauce i køleskabet, som også røg med i tærten, mums.

Dog er der ét minus ved tærter – jeg hader at lave selve dejen, og det har jeg altid gjort. Dejen er nu egentlig ret nem, men jeg gider ikke at stå og smuldr koldt smør i melet, det tager sååå lang tid. Så de sidste par gange har jeg lavet lidt om på min tærtedej, til en nemmere og sundere version. Smør er skiftet ud med flydende margarine og skyr istedet for æg. Når man bruger olie eller flydende margarine, som jo er noget kun sundere end smør, så behøver man ikke at stå og smuldr dejen.

Du skal bruge:IMG_2372

Dej:

  • 60 g havregryn
  • 40 g fuldkornshvedemel
  • 100 g hvedemel
  • 4 spsk vand
  • 50 g flydende margarine (eller olie)
  • 1 tsk salt
  • 1 dl skyr

Fyld:IMG_2373

  • 150 g skinke i tern
  • ½ broccoli i små buketter
  • 2 stor løg
  • 4 æg
  • 200 g hytteost
  • 1½ tsk salt
  • en anelse peber
  • krydderier efter smag (jeg brugte lidt bbq krydderi – timian ville også være lækkert)

Tænd ovnen på 200 grader.

Bland alle de tørre ingredienser til dejen og tilsæt margarine, vand og salt. Saml dejen med skyr. Hvis dejen smuldr, tilsætter du lidt ekstra vand. Dejen må gerne være en anelse klistret, men den skal kunne samles til en klump. Rul dejen ud mellem 2 stykker bagepapir, og fordel dejen henover et tærtefad. Kør kagerullen langs kanterne på fadet, således det resterende dej skæres pænt af. Prik lidt huller i bunden med en gaffel. Bag i ovnen i 8 minutter.

IMG_2374

Imens steges løg på panden. De skal være bløde inden de kommer i tærter. Put løg, skinke og broccoli i den forbagte bund. Pisk æg sammen med hytteost og krydderier og fordel hen over fyldet. Sæt i ovnen igen, og bag ca. 20 minutter mere. Efter 10 minutter fordeler du  bearnaisen henover tærtet. Jeg hældte bearnaisen i en pose og klippede hul, således det fungerede som en sprøjte pose.

Server med en lækker salat til 🙂

Brændte mandler

IMG_2319Uhm, brændte mandler er altså lækre- især her i julemåneden. De smager fantastisk dem man kan købe i byen, men har du prøvet at lave dem selv? Nok er der en charme ved at købe en pose nybrændte mandler, meeen det er noget billigere at lave dem selv – og så er det ikke mindst hyggeligt og EKSTREMT hurtigt. Man kan lave dem enten i mikroovn eller i en pande. Jeg vælger panden, men det er en smagssag. Hvis man ikke kan lide kanel, dropper man bare det. Måske du hellere vil have lakrids?

Du skal bruge:

  • 200 g mandler
  • 150 g sukker
  • 6 spsk vand
  • 2 tsk kanel
  • 1½ tsk vanilje

Bland alle ingredienserne i en pande. Tænd på middelhøjvarme. Min kan skrues op på 9 og jeg bruger 7½. Til at starte med er det noget tyndt sjask – men bare vendt, lige pludselig går det hurtigt. Sørg for at høre lige så stille i massen hele tiden. Massen bliver tykkere og tykkere. På et tidspunkt er alt vandet kogt væk, og sukkeret krystalisere sig om mandlerne. Du er ikke i tvivl når det sker. Spred dem ud på et stykke bagepapir, og lad dem køle lidt af. De er RET lækre når de stadig er lune 🙂

1 2 3 11